Begynd at skrive for at se de produkter, du leder efter.
  • Menu
Din Helsekost Butik I Danmark
Menu
Begynd at skrive for at se de produkter, du leder efter.

Jul

Jul

10 forslag til bæredygtige julegaver:




Vi hører det, ser det og oplever det hvert eneste år - vi bliver stressede og fattige i julemåneden. Vi løber rundt på Strøget med lange lister og trætte børn, i håbet om at kunne krydse endnu et perifer familiemedlem af listen. Butikkerne gør en indsats for at gøre oplevelsen så hyggelig og attraktiv for os som muligt med julemusik, pynt og lys - en indsats de til gengæld ikke yder i Januar, hvor travlheden er altopslugende, dagene grå og hvor vi løber rundt for at få byttet alle de ting, som vores familiemedlemmer stressede rundt for at købe til os.

Ofte når vi det ikke - de ender bagerst i et skab og giver anledning til følelser af svag skyld og skam: “Jeg burde også bruge den, give den videre eller tage den på". Men udover at dræne os for energi og penge i ugerne op til og efter, så ender gaveræset i mange hjem også med at overskygge resten af aftenen. De bliver en aktivitet i sig selv. Det er den materielle højtid. Forbrugsfesten. Det er julegaverne.  

Gør noget nyt

De fleste mennesker accepterer julegaverne og alt hvad de medfører som en uundgåelig del af julen. De gider ikke tage konflikten, skuffe familien eller bryde med traditionerne. Det er sådan vi gør og det må bare budgetteres og planlægges ind. Det gjorde jeg selv i rigtig mange år. Andre mennesker bliver til sidst vrede og frustrerede over alt meningsløsheden og ressourcespildet og vælger i protest det hele fra. De boycutter julen og kommer med spydige kommentarer, når de ser julepynt i Oktober eller julemusikken spiller i radioen. Det var meget tæt på at blive mig, da jeg lærte om overforbruget, der fører med julens traditioner. Men hvad hvis det ikke behøver være det ene eller det andet? Hvad hvis vi ikke behøver at bidrage til- eller støtte spild, børnearbejde i Indien, overflod og materialisme? Og hvad hvis alternativet ikke er at blive familiens sorte får, der må sidde alene i protest over verdens tilstand? Jeg lever i dag en meget alternativ livsstil i forhold til de fleste andre i vores samfund. Jeg forsøger at leve så bæredygtigt som muligt på alle områder i hverdagen og det at passe på jorden og undgå overflod er min store passion. Men modsat hvad nogle forestiller sig, betyder det ikke, at jeg sidder i en jordhytte og pudser min glorie juleaften. At leve bæredygtigt i en moderne verden kan se ud på rigtig mange måder og det kan tilpasses alle menneskers ønsker og livsstil. Også når det kommer til gaver. Så hvad end du er forælder, barn, bedsteforælder, nevø, kæreste eller ven - ud af en materialistisk familie, en traditionsbunden familie eller en hippiefamilie - hvis du ønsker at gøre julegaveræset mere bæredygtigt i år, så garanterer jeg dig, at der på følgende liste vil være forslag, som du kan bruge eller blive inspireret af.
1.Billetter til underholdning
Billetter til en koncert, teaterforestilling, ballet, stand-up, biografen, virtual reality oplevelse etc. De fleste mennesker vil gerne underholdes med gode oplevelser i hverdagen og billetter og oplevelser kan findes i alle prisklasser. Og så kan billetterne enten gives som pargave (så man slipper for at finde på en separat gave til moster Mariannes mand) eller du kan give dem som en hyggelig aktivitet, du kan lave sammen med modtageren.
2.Second hand-gaver
Genbrug er ikke længere bare Kirkens Korshær med lugtende tøj og dårligt lys. I dag findes der et utal af forskellige butikker og apps, og second hand gaver kan derfor både være mærketøj, en iPhone i perfekt stand (som måske ellers ville have været for  dyr), en vintagetaske, en nyudkommet krimi der blev købt men aldrig læst eller et computerspil, der er blevet gennemspillet en enkelt gang. Når du vælger at give genbrug, kan du købe alle de samme gaver, som du ville have købt fra ny - du kan bare komme længere med dit budget.
3.Bæredygtige køkkenredskaber i høj kvalitet
Er du ikke helt fortrolig nok med modtageren til at give oplevelser og ved du ikke hvordan de har det med genbrug, kan basisting til hjemmet og særligt køkkenet være en god ide. Næsten alle laver mad og sætter pris på godt udstyr og køkkenudstyr kan findes i super lækre og bæredygtige udgaver - fx et stort og lækkert spækbræt i bambus, glassugerør eller en lækker drikkedunk i stål.
4.En kurv med delikatesser
Spiselige gaver kan alle mennesker bruge og de kan også købes i alle prisklasser. Fx krydrede nødder, specialøl, chokolade, superfood fra helsekost en, knækbrød og spreads, kombucha, the, kokosvand, mandelsmør - for at holde det bæredygtigt, skal du bare købe økologisk og sørge for, at det er plantebaserede produkter. Og kurven kan købes i en genbrugsbutik for en 10’er.
5. Årskort
Årskort til Tivoli, til museum, teatersæsonen - eller hvis du er forælder til et ba rn på SU eller din mor er pensionist, hvad så med et årskort til bus og tog? Det er gaven, der bliver ved med at give.
6. Hjemmelavede delikatesser
Er du dygtig til at lave mad, kan du bringe meget glæde med hjemmelavede specialiteter og det kan gøres meget budgetvenligt, hvis du ikke har mange penge at gøre godt med. Så kan du betale med indsats og omtanke i stedet. Det kunne fx være en dåse med småkager, en adventskalender med livretterne på frost, en æske med donuts, hjemmelavede fyldte chokolader eller et glas med hjemmelavet müsli. Og holder du det plantebaseret og økologisk er det super bæredygtigt også. Har du andre evner (fx at sy eller hækle), kan du også bruge disse evner til hjemmelavede gaver.
7.Giv din tid og dit selskab - en tur ud og i naturen, efterfulgt af varm kakao og boller.
Det kan virke fjollet at give gaver til folk du aldrig ser - måske skulle I til en start bruge tid sammen i stedet. Så i stedet for en fysisk gave, kan gaven til dem du ser for lidt fx være et kort, hvor du skriver, at du savner dem i hverdagen og derfor gerne vil invitere dem med en tur i skoven når sneen falder og bagefter hjem til varm kakao og hygge. Og er du ikke glad for ture i naturen, kan du også bare invitere dem en tur i byen eller på middag.
8. Luksus til kæresten
Par giver ofte dyre gaver til hinanden - og udover at skifte disse materielle gaver ud med oplevelser som fx koncertbilletter som beskrevet overfor, kan det også være lidt luksus i form af en weekend på spaophold eller en parmassage. Lidt luksus, som I eller din kæreste måske normalt ikke ville få gjort i hverdagen.
9.Økologisk og lækkert undertøj i høj kvalitet
Visse ting bliver folk nødt til at købe med jævne mellemrum - som fx sokker og underbukser. Og de fleste ender med blot at købe en stak i H&M, hvilket hverken er lækkert eller bæredygtigt. Køb derfor evt. undertøj i økologiske og bæredygtige materialer som gave i stedet. Langt de fleste ville elske at have undertøj i høj kvalitet og med god samvittighed, men har svært ved selv at ofre pengene på det i hverdagen.
10.Lad være, når du kan.
Har folk sagt, at de ikke ønsker sig gaver, så respekter det. Holder I ikke jul sammen og er I ikke tætte, så skriv på forhånd og spørg, om I ikke kan blive enige om at spare pengene og tage på café en dag sammen i stedet eller bare lade helt være i år. Der er ingen grund til at give gaver, hvis begge parter sandsynligvis ville ønske, at de kunne lade være. Julen handler om andet en materielle goder, så aftenen bliver forhåbentlig ikke dårligere af, at der er en gave mindre under træet. De fleste af os har så rigeligt allerede. Indlægget er skrevet af Neohippie, du kan også følge hende på Instagram for mere inspiration

Deltag i vores advent konkurrence på facebook

Hver søndag i advent har vi lækre konkurrencer på vores facebook. Her kan du vinde præmier til din sunde og naturlige livsstil. Denne søndag kan du vinde en lækker gavekurv fyldt med bæredygtige produkter, samt Calina's bog om Bæredygtig livstil til en samlet værdi af 896 Kr. Gavekurven indeholder:
  • Bogen Bæredygtig livsstil 
  • Organicup
  • Bees wrap
  • Bambus flaske
  • Bambus sugerør (8 stk)



Scroll To Top

#title#

#productPrice#
×